Ørkenstenpikker (Oenanthe deserti)*

2010-12-01: 1 hun rst. kortvarigt, Årsdalevang (Sune Riis Sørensen)

Efter en dag bag computeren ville jeg lige strække ben 5-10 min og tog kamera for at tage lidt billeder af det snehelvede som rasede løs derude. Det stod ind fra øst med hård vind, sne og en chill-faktor på nok -20°C. Trods det var solen fremme ofte og gav et vildt flot lys over hav og land. Da mine fingre var blevet følelsesløse ville jeg til at gå ind. Jeg tager i dørhåndtaget kl ca 15.40 og fornemmer en fugl flakse bag om mig. Jeg vender mig om og der godt 2 meter fra mig sidder der en lille stenpikker på sneen! For HULAN da -det er sgu en af de dyre og min første tanke er ørkenstenpik evt. middelhavs. Ikke en art jeg har set før men de mange billeder på www.netfugl.dk og især de relativt mange nylige svenske fund skærper jo lysten til at gennemse billeder på nettet i det spinkle håb at man en dag selv… ja tanken virkede fjer indtil i dag. Jeg stod bomstille og fuglen lettede kort da jeg vendte hovedet…
Den fløj heldigvis ind i vores garage og kom ikke ud igen. Jeg kunne ikke se den og tog et sats og hentede mit teleobjektiv til kameraet. Herefter møvede jeg mig så fladt som muligt ud på indkørslen i sneen og fik langsomt fuglen at se igen. Det så bare godt ud! Fuglen var hun-farvet og iøjnefaldende var det vildt brede sorte bånd på halen og det hvide/lyse felt på overgumpen sammen med den lyskanelbrune ryg og det karakteristiske mørke vingepanel -mægtigt!

Jeg fik ca. 10 billeder af den og herefter, uden jeg havde rørt mig ellers, flaksede fuglen lidt rundt derinde og derefter ud i det åbne hvor den straks blev ramt af en hård østenkuling og tog lidt højde. Den strøg herefter over gården og mit håb var at den gik ned inde på gårdspladsen. Jeg listede derind men ingen fugl her. Jeg brugte god 10 minutter på at afsøge rundt om gården og måtte så ind for at loade fotos på computeren og i øvrigt for at undgå koldbrand i nallerne… Jeg var rimelig sikker på ørkenstenpikker men derfra og til at melde den på DK-dofcall var stadig lidt en scarry tanke. Jeg fik fat i HAG og sendt ham et hurtigt billede. ”Jo den ser fin ud og tillykke” var meldingen og jeg gjorde følgende klar til dofcall: DKtir 15.40-15.50 ørkenstenpik 1f r årsdalevang bornholm srs +4551902142. Derefter fik jeg fat i RS for lige at høre om også han meldte grønt lys –jep og klik så var dofcall-meldingen i æteren og jeg ville nu til at ringe rundt til andre og sprede nyheden. Desværre var det faktisk ved at være mørkt og mens jeg snakkede med Anette Sonne i telefonen så jeg ud af vinduet at min kæreste kørte fast i sneen nede mod Årsdale. Jeg måtte derfor fræse ud i sneen igen, denne gang med skovl for at grave hende fri.

Da jeg sidst så fuglen tog den retning af skoven omkring flisebækken og mit håb er at den raster her til i morgen og at flere kan nå at se dette pivfrække stykke fjerkræ. Fundet er ny art for Bornholm og ser man på svalen (www.artsportalen.se/birds) der viser svenske observationer vil man se at de i oktober og november i år har haft 2-3 ørkenstenpikkere. Danmark har 10 godkendte fund i perioden 1987 til 2007 og herudover blev for en måned siden (1/11 2010) set en 1k fugl set ved Korshage (S).

Sune Riis Sørensen
Kilde: http://www.dof-bornholm.dk/

Ørkenstenpikker, Årsdalevang d. 01/12-2010 - Sune Riis Sørensen

Retur

Sitemap